Opskrifter:
Forumtråde:
Profiler:

Debating Procreation Oxford Press 2015

 

Filosofi, Etik & Religion

forfatterkollektivet RAMU
Forum-indlæg: 3
Område: Andet
Dato: 16/8 2015 16:07 | Indlæg redigeret den: 28/5 2017 20:36














forfatterkollektivet RAMU
Forum-indlæg: 3
Område: Andet
Dato: 16/8 2015 16:07 | Indlæg redigeret den: 28/5 2017 17:18



Asymmetri-argumentet (første argument) er tilstrækkelig for at nå konklusionen at komme til eksistens altid er harme, der gør at forældre stiller afkommet værre/dårligere. Men, det er ikke tilstrækkelig i at vise at bringe nogen til eksistens altid er forkert. Er harmen mindre, kunne man mene at lave børn kan retfærdiggøres af de fordele det vil bringe til øvrigheden/samfundet.

Kvaliteten af menneskeliv varierer utrolig meget. Men at mene nogen liv er værre eller bedre end andre er blot at lave et komparativt udsagn, og fortæller os intet om at kvaliteten af de bedre menneskeliv er gode nok til at kunne regnes for gode i absolut forstand. Den første indvending er at millioner af personer betragter deres egen livskvalitet som god. Benatars modsvar har to trin. 1) Han trækker på empirisk evidens fra socialpsykologien om at subjektive bedømmelser af livskvalitet er upålidelige og 2) når der er korrigeret for disse fejlbedømmelser og kigges nøgternt på menneskeliv i helhed (potentielt 90-100 år), er kvaliteten af alle (eller fleste) kritisabel.

3 stærke psykologiske selvbedrag om livskvalitet

Pollyannaisme er optimisme bias/skævhed. Når man spørger mennesker svarer de fleste at de klarer sig ”bedre end det mest almindelige oplevede niveau” som er en logisk umulighed og viser en interessant fejl i deres opfattelse. Der er klar evidens for at mennesker genkalder sig de positive oplevelser oftere end negative oplevelser og tilsvarende optimistiske i deres forestillinger om hvad der vil ske med dem i fremtiden. Benatar konkluderer “bedømmelser af overall livskvalitet der er utilstrækkelig informeret om de dårlige ting der er sket og vil ske for en, er upålidelige bedømmelser.” (Debating Procreation s42).

Adaption, tilpasning eller habituation: Var egne bedømmelser pålidelige omkring livskvalitet sporede man forbedringer og forværringer af ens objektive omstændigheder. Men det er ikke hvad der sker, efter absolut fald i livskvalitet på grund af alderdom eller ulykke vil subjektiv evaluering af livskvalitet først afspejle disse fakta, men subjektive bedømmelser efterhånden nærme sig oprindeligt niveau selvom der ikke er nogen objektive forbedringer. Benatar sammenfatter “Fordi den subjektive opfattelse af velvære sporer seneste ændringer i velvære bedre end faktisk niveau af velvære, er det en upålidelig indikator af sidstnævnte.” (BNtHB s68).

Komparativ bedømmelse af livskvalitet er et psykologisk fænomen, der betyder at dårligt der optræder i de fleste mennesker’s liv helt udelades og ikke faktoreres ind i bedømmelsen. “Derfor er subjektive bedømmelser en bedre indikator af komparativ livskvalitet end faktisk livskvalitet”. (BNtHB s.68). Klarsyn om disse tre psykologiske fænomener har ikke tendens til at være naturlig selekteret (BNtHB s.69).

3 indflydelsesrige taksonomier om livskvalitet

At vise at kvaliteten af mennesker’s liv er værre end de tror den er, demonstrerer ikke at kvaliteten af deres liv er ringe. Den konklusion behøver et yderligere argument der viser omfanget af dårligt. Benatar demonstrerer indefra tre anerkendte og forskellige teorier om livskvalitet, at omfanget af dårligt er langt større end mange sædvanligvis tænker.

1 Præferenceteori – måler livskvaliteten på om ønsker er opfyldt.

2 Hedonisme – liv går godt eller dårligt afhængig af om det karakteriseres af nydelse eller ubehag (BNtHB s70-73). Neutraltilstande (fravær af ubehag) nævnes også, mængden af neutraltilstande (mængden af intet nævneværdigt i vores liv) er også af stor etisk relevans, disse vil ifølge Benatar være absurd at starte nyt liv for. Eller leve for.

3 Objektiv liste teorier – determinerer livskvaliteten i det omfang det har bestemte objektive goder og dårligt essentielle for menneskelig trivsel, uanset om de bringer os umiddelbar nydelse eller om vi ønsker dem. Han sætter ting på listen der gør os i stand til at se hvor langt vi er fra idealet om de ting vi værdsætter. Vi bliver syge, inklusiv meget syge og måske er det gode liv uopnåeligt. Mening er egnet kandidat på listen over goder, fordi et meningsløst liv (selv med de fleste goder på listen) ville være dårligt. Menneskeliv har ikke mening fra universets objektive perspektiv, og det kan derfor mangle et afgørende gode (at falde tilbage på). Benatar nævner i BNtHB “the grass counter” der får mening fra sit usædvanlige livsprojekt. Man kunne her tilføje at udvikler han svær gigt i ryggen som umuliggør projektet, mangler livet pludselig mening, og en meningsløs kronisk smerte er ikke godt. Manglen på overordnet mening, lægger sig til andre former for lidelse og forstørrer dem.

Her afgrænser vi os til at kigge på præferenceteorien om livskvalitet han arbejder indefra.

1.​Fra præferenceteoretisk syn kommer han tematisk omkring at ønskerne aldrig tilfredsstilles omgående (meget tid tilbringes målsøgende med u-tilfredsstillelse), ønsker opfyldes ikke perfekt, mange ønsker opfyldes aldrig. Modsat hvad de fleste mennesker tror, er der kun lidt tilfredsstillelse og meget u-tilfredsstillelse. Eksempelvis er de fleste (især unge mænd) ikke i nærheden af at kunne få den sex de ønsker (og med flere mennesker eller nogen der er yngre og ser langt smukkere ud). Man kunne tilføje at 20% af mænd oplever periodisk eller permanent impotens. De fleste mennesker er utilfredse med deres udseende og ønsker “at være, se ud, og føle sig yngre og alligevel ældes de ubønhørligt og nådesløst” (Debating Procreation 2015). Realistisk har man ikke kontrol over meget, og bogen er rig på eksempler hvordan alderdom er en massakre mod vores mest essentielle ønsker (BNtHB s75 og diskussion med DeGrazia i J. Ethics, 2013 s144). Ikke bare u-tilfredstillelsen (af ønsker) undervurderes, men også selve betydningen af den tilfredsstillelse der er overvurderes. Vi udøver nemlig en slags selvcensur når vi formulerer og former ønsker der primært sker som svar på begrænsningerne i vores situation. For at illustrere pointen bringer han et letforståelig eksempel op om KZ-indsatte, der med tiden vil afgrænse ønsker til ekstra kartoffel i den vandede suppe eller sengelinned uden lus. Vi ville ikke godtage den tilfredshed, når vi kan pege på tvivlsomme psykologiske attributter som komparativ bedømmelse og adaption har ledt til kunstig begrænsning af ønskerne. Teorier om præferenceopfyldelse der betragter et ubegrænset ønskesæt bedømmer vores liv endnu værre end et, kun bedømt i termer af vores begrænsede ønsker. ”Disse præferenceteorier der (og måske af den grund) begrænser sig til begrænsede ønskesæt er mindre plausible redegørelser for livskvaliteten.” (J. Ethics, 2013 s144).

Risici bør ikke kun give tænkepause men helt afholde os fra prokreation



Er der pligt til ikke at få børn?

Hvad hvis man nu er enig i at komme til eksistens involverer betydelig harme - kan prokreation alligevel forsvares?

Aktuelt er det jo sådan at de fleste mennesker ikke beklager sig over at være kommet til eksistens. Men som argument for prokreation er det problematisk, den form for retfærdiggørelsen kritiseres ofte i andre sammenhænge, da det ikke udelukker indoktrination og det er den som bifaldes. Adaptive præferencer er velkendt fænomen — at bedre ting der viser sig uopnåeligt har det med at ophøre at være eftertragtede for os. Det er heller ikke ualmindeligt at mennesker i uheldige omstændigheder adapterer deres præferencer til kniben om at ting er okay, for at eliminere ekstra psykologisk byrde (se Stephen Hawking nedenfor). Så vi kan udmærket have gang i et masseselvbedrag (BNtHB s100)

Benatar benægter ikke at give afkald på prokreation er en byrde (for nogen), og at det er en del at forlange af mennesker, given vores natur. "Men er det for meget at forlange?" spørger han. Mennesker vil sommetider medgive at der at der er en pligt til ikke at prokreere i de tilfælde hvor afkommet vil leve meget kritisable liv. Vi kan nu se det mere handler om hvornår byrden via at afstå prokreation kan forlanges. Benatar vil være enig om ikke-prokreation hvor afkommet lever yderst kritisable liv, det er fordi alle (eller fleste) liv falder i denne kategori. Så dem der allerede mener at der pligt til ikke at prokreere i nogen tilfælde, vil efter gennemgang af både aksiologisk asymmetri og empiriske evidens omkring livskvalitet og studierne om menneskelig selvbedrag (BNtHB kapitel 3), samt pligt-etiske argumenter i kapitel 4 der bringer det i kontekst, kunne føle/acceptere at pligten om ikke at prokreere ikke er alt for krævende.


Om friheden og retten til at lave børn

Nogen kan stadig tro argumentet for at der er en moralsk pligt til ikke at producere børn også truer den almindelige ret til frit at lave mennesker. “Forholder det sig sådan?” spørger Benatar. Om det er den slags forkert man skal beskyttes mod gennem juridisk forbud. Benatar beskriver detaljeret de forhindringer der ligger i vejen for at et generelt forbud nedfældes ved lov i liberale samfund. Sagt anderledes, så står sagen stærk for at anerkende juridisk ret til frihed til at formere. Bevarelse af retten til at lave børn vil derfor eksistere længe efter at fornuften ved sådan en position er forsvundet (hvis den overhovedet forsvinder). Læseren kan selv stifte bekendtskab med diskussionen (BNtHB s102-112)

Grounding the right on autonomy
Grounding the right on futility
Grounding the right on disagreement
Grounding the right on reasonable disagreement

“At den juridiske frihed til at reproducere kan forsvares, i det mindste for øjeblikket, betyder ikke at den må bibeholde de nuværende parametre og styrke. Det er interessant, så omfattende og stærk denne ret er på nuværende tidspunkt i mange retskredse. At forårsage eller risikere harme tolereres ofte i den reproduktive kontekst i et omfang, der ikke ville blive tolereret i nogen andre sammenhænge” (se omtalen af risici for at forældre viderefører arvelige sygdomme, BNtHB s111).


Befolkningsetik/velfærdsoptimum

(AN kompatibel med den svært opnåelige Theory X)

Det fundamentale spørgsmål i befolkningsetik er “hvor mange mennesker skal der være på jorden?”. Vi lever i en tæt og mange vil også sige overbefolket verden, velfærden og friheden til at leve som vi ville, kunne øges om vi blev færre. Locus classicus indenfor befolkningsetik er afsnit 4 i Derek Parfits Reasons and Persons. Parfit har siden 1984 været på udkig efter en svært opnåelig (elusive) Theory X, og Benatars argument om eksistens er harme (fra det personsnævre syn), hvis accepteret og prokreation ophører, er kompatibel med Theory X som undgår vedholdende problemer i meget teori om befolkningsetik, så man tilnærmer sig optimal velfærd uden om en masse velfærdsproblemer: ‘avoids the repugant conclusion’, ‘avoids the mere addition paradox’, ‘solves the non-identity problem’,“explains the asymmetry”. (Man må læse yderligere om disse ting i BNtHB). Benatar's svar på “hvor mange mennesker skal der være?” står overfor egne problemer der løses elegant i bogens mest tekniske kapitel 6. Svaret “nul” er ideelt (omend det vil ske) og han ser på om der er ting i den virkelige verden som tillader et mindre strengt syn. Når aftagende befolkning formindsker livskvalitet, spørger Benatar “Må vi nogensinde skabe nye liv for at forbedre kvaliteten af eksisterende liv? Hvis ja, under hvilke omstændigheder må vi gøre det?” og diskuterer produktion af et begrænset antal mennesker som hans syn vil være kompatibel med (BNtHB s191).


Benatar nævner at der groft sagt er to måder for menneskeracen at dø på. Den første er ‘killing-extinction’ og den anden er ‘non-generative extinction’, hvor befolkningsmassen ikke fornys. En moralsk agent der dræber en person som i første tilfælde, uden retfærdiggørelse, er forkert. Benatars udfasning ligger tæt op af ‘non-generative extinction’, har fordelen ved ikke at afkorte liv, og kan derfor udfase menneskeheden med de mindste moralske omkostninger. Teoretisk kan antallet af mennesker som vil lide den sidste generations skæbne med kollaps af social infrastruktur, drab og andet, reduceres fra de nuværende milliarder. I praksis sker det aldrig, det ved han godt, mennesker har ikke intelligens til udfasning. En kritiker har kaldt AN for globalt selvmord, men Benatar’s argument for tidlig udfasning, har netop fordelen ved ikke at afkorte liv gennem mord, hvilket bliver konsekvensen af at lave mange børn/forøge befolkningsmassen frem mod kollaps. Han udlægger både filosofisk argumentation og empirisk evidens for de forskellige konkurrerende syn om hvornår og hvordan kollapset vil ske, uden at vurdere nogen af dem (BNtHB s194).

I seneste bogudgivelse Debating Procreation (2015) kapitel 4 præsenterer Benatar endnu en vej til anti-natalisme via hvad han kalder et misantropisk argument. Ifølge dette argument kører menneskers fejl på individuelt niveau dybt og der er tale om en destruktiv race som er ansvarlig for lidelsen og død af milliarder af andre mennesker og ikke-menneskelige dyr. “Hvis dette niveau af ødelæggelse blev forårsaget af en anden race ville vi omgående påpege at nye medlemmer af den race ikke skulle bringes til eksistens” konkluderer han. Benatar adresserer også udviklingsoptimistiske transhumanister i hans allernyeste bog. De accepterer ikke uden videre menneskets biologiske grænser. Han afviser ikke kategorisk forbedringer, selvom vi måtte bevæge os væk fra at være mennesker, men argumenterer for at forventningerne til forbedringer er for optimistiske og det ikke kommer i nærheden af at lave liv gode nok til at starte.





June 2015 – David Benatar RADIO-Interview
http://www.ttbook.org/book/harm-coming-existence

Better Never to Have Been - The Harm of Coming Into Existence (Oxford Press, 2006) (Download)
http://vk.com/doc151440227_220518152

Debating Procreation, Benatar & Wasserman (Oxford Press, 2015) (Download)
http://backup48.com/accounts/g5PrmBd6TN/2/index.html



forfatterkollektivet RAMU
Forum-indlæg: 3
Område: Andet
Dato: 30/8 2015 09:09 | Indlæg redigeret den: 21/12 2016 14:11


http://rvgn.org/2016/06/19/better-never-to-have-been-an-interview-with-david-benatar/#footnote-10



http://bigthink.com/ideafeed/humans-have-a-moral-duty-to-stop-procreating


http://examiningethics.org/2016/04/bonus-ethics-focus-david-benatar-david-wasserman/


http://netudgaven.dk/2015/10/lad-vaere-med-at-knalde-for-verdens-skyld/








http://www.criticalanimal.com/2015/09/the-trouble-with-being-bred-vegan.html


http://veg-ea.com/