Opskrifter:
Forumtråde:
Profiler:

Evigt liv (kan du uddybe Serenity?)

 

Filosofi, Etik & Religion

Sider: << < 2 3 4 5
Skovnød
Forum-indlæg: 54
Område: Fyn
Dato: 10/3 2017 17:33 | Indlæg redigeret den: 10/3 2017 17:42

Ulrik Smed har mange gode guldkorn -- som alle burde
lytte til -- vil jeg mene
Han rammer skide godt - alle steder hvor han blander sig med få præcise ord
Jeg vil håbe at han fortsætter med kornene :)
Serenity
Forum-indlæg: 1695
Område: Nordjylland
Dato: 10/3 2017 23:04 | Indlæg redigeret den: 10/3 2017 23:23

For det første vil en aktiv indsats for evigt liv være et brud på den naturlige orden

Ja tak! Slut med lidelse, sygdom og død. Det lyder godt i mine ører.

samt en selvhøjtideliggørelse

Ikke mere end det er en selvhøjtideliggørelse at spise for at overleve.

begge dele ting, der er egoistiske, og kun kan lede til sorg senere i livet.

Haha. Et brud på den naturlige orden kan være meget godt. Jeg vil hellere leve i en civilisation med moderne teknologi som kan holde os raske end at leve naturligt. At min mor stadig er i live efter at have fået en blodprop er et brud på den naturlige orden, og jeg er glad for at dette og mange andre brud er sket. Det har ikke ført til sorg.

Derudover brydes båndet mellem almenvilje og partikulærvilje; du ophøjer din partikulærvilje til den almene, ved at tvinge naturen til at underkaste sig din eksistens, og ifølge Schelling er dette det onde.


Definition fra den store danske
almenviljen: den suveræne og uindskrænkede folkevilje, som den kommer til udtryk i en forsamling af samtlige borgere i et demokrati.

Er der nogen grund til at tro, at der nogen sinde har været et bånd mellem min vilje og resten af befolkningens? Jeg er sikker på, at i takt med at folk indser, at ældning måske er et problem der kan løses, så vil mange af dem blive tilhængere af at forske i teknologi, som kan forlænge vores liv. Alt andet ville være skørt, hvis man er glad for at leve. Jeg kan i øvrigt ikke se, hvordan det kan lade sig gøre at ophæve min vilje til andres vilje. Jeg ved ikke engang hvad det betyder. Men jeg ved, at der forskes i hvordan kroppen fungere, og hvad der skal til for at leve længere, og hvis der på et tidspunkt kommer en måde at forlænge livet på vil jeg nok benytte mig af muligheden, og det vil du sikkert også, hvis ikke du er alt for religiøs. Ret mig endelig hvis jeg tager fejl, men jeg har svært ved at tro at du aktivt ville vælge døden hvis der var en udvej, og jeg tror det samme er tilfældet for mange andre. Jeg tror at de fleste mennesker med et godt helbred gerne vil leve en dag mere. Når den dag er gået vil de nok gerne leve endnu en dag. Osv. Hvis det er korrekt må folkets vilje vel være at leve så længe som muligt.
Captain
Forum-indlæg: 50
Opskrifter: 1
Område: Østjylland
Dato: 11/3 2017 12:57 | Indlæg redigeret den: 11/3 2017 13:55

Det er en ekstrem individualisme du arbejder med.

Uden lidelse, sygdom og død kan det gode ved nydelse, sundhed og liv ikke træde frem. Det ondes urgrund er nødvendigt for at det gode kan manifestere sig. Det lider unægteligt til dekadence og fordærv når det gode ikke holdes i skak af det onde, og vice versa. Hvis dit begær ikke holdes i skak af lidelsen, bliver du en Caligula.

Det er en selvhøjtideliggørelse. Hvorfor? Fordi man gør Selvet til det absolutte. Ligesom selvmordet er at at højtideliggøre selvet i destruktiv retning, er søgen efter evigt liv en højtideliggørelse af selvet i opretholdende retning. Det at spise er at indgå i det absolutte, at underkaste sig det. At leve i sig selv som en del af en større helhed - en midlertidig manifestation af et absolut system. Man kan ikke ville, at alle mennesker skulle leve evigt, da dette ville føre til problemer jeg allerede har redegjort for, og derfor er det en uperfekt, arbitrær partikulærvilje man agerer på i en søgen efter evigt liv. Kantiansk set, ville det derfor ikke være etisk korrekt - men selv politisk, fordelingsmæssigt og retsmæssigt set vil det skabe helt nye problemstillinger. Jeg er egentligt ikke så interesseret i det politiske aspekt, men jeg synes ikke, du bør være blind for de problemer det vil medføre.

Jeg refererede ikke til en Lockiansk almenvilje, men Schellings begreb. Forestil dig planeternes rotation om solen. I centrum er solen, denne ville Schelling kalde almenviljen; det er et abstrakt begreb for de funktioner ved naturen der faciliterer eksistent af konkret ånd; mennesker, dyr, planter osv. Planeterne er de konkrete ånder eller objekter i verden. Det gode liv leves i overenstemmelsen med almenviljen. Det onde for Schelling består i, når individet gør sin egen partikulærvilje almen; vil gøre Jorden til centrum. Hvad der foregår på de enkelte planeter har sin ret; eksempelvis at spise for at overleve. Men ligeså snart man forsøger at bruge sin partikulærvilje, der kun er en manifestation af almenviljen, til at ændre på almenviljen, misbruger man partikulærviljen. Angst og tungsind er det eneste der kan komme ud af, at mennesket ændrer denne naturlige orden. Mennesket skal underkaste sig naturen, mennesket skal ikke underkaste naturen.

Det problematiske, i min holdning, er at man i et evigt liv forsøger at gøre det forfængelige, der er tæt sammenvævet med at være forgængeligt, til noget forsøgt absolut. Problemet er bare, at det verdslige aldrig vil være absolut, da det er en illusorisk, midlertidig manifestion af det absolutte udefinérbare. Livet har sin ret; det skal nydes og bruges på bedst mulige vis. Dette gøres ved at holde døden in mente, ikke ved at klingre sig til livet. Ved at klingre sig til livet kan man aldrig opnå noget, for der er aldrig nogle eksterne oplevelser i verden, der vil kunne måle sig med den værdi man har tillagt livet selv. Dermed bliver livet det eneste i ligningen der betyder noget - ikke indholdet af livet. Man gør livet til det absolutte - og ikke modsat, at livet er det partikulære, og at det er de oplevelser det består af, der har værdi, fordi det absolutte ikke indeholder den mangfoldighed, som livet gør. Men gør man livet til det absolutte, fratager man værdien af det mangfoldige fra den spatielle-temporale tilværelse, og dette er at både at give livet for meget vægt, og samtidig at tage al dens intrinsiske værdi ud af det. Jeg vil ikke modstille mig ligeså voldsomt en doktrin om, at det ikke nødvendigvis er en dårlig ting at menneske skulle få fordoblet sin levealder, eller tredoblet; det er idéen om, at mennesket skal have muligheden for aldrig at dø, jeg synes er frastødende. Det skaber muligheden for at klingre sig til livet, på samme måde som et spædbarn klingrer sig til sine forældre. På samme måde som et barn når et punkt, hvor det må løsrive sig fra sin moders skørter, må det voksne menneske også nå et punkt hvor det kan tænke ud over sit eget liv. Et voksent menneske der ikke vil acceptere sin egen død, lever et ligeså falsk liv, som et barn der ikke vil acceptere, at det må flytte hjemmefra en dag. Og sandt, der er mange voksne mennesker der stadigvæk bor hos deres forældre, ligesom der vil være mange mennesker der vælger udødelighed hvis det er muligt, men jeg vil lade konnotationerne af denne sammenligning tale for sig selv. Det er besiddelsesfetishisme; i stedet for at mennesket er taknemmeligt for den gave det har fået i form af livet selv, bliver det besidderisk og kan ikke acceptere, at gaven havde ét kriterium; at den skulle gives tilbage efter en levealder. Livet er en midlertidig kontinuitet af oplevelser og identitet, ikke noget der i og for sig selv har enorm værdi, udover som facilitator for subjektiv oplevelse.

Jeg vil slutte af med et retorisk spørgsmål. Er det godt at klingre sig til ting, penge, andre mennesker eller sine overbevisninger? Hvis dette ikke er tilfældet, hvorfor er det så en god ting at klingre sig til livet? Det abstrakte begreb om liv er i sig selv noget for individet udefrastående.
Sider: << < 2 3 4 5