Opskrifter:
Forumtråde:
Profiler:

Fuldkornspandekager med speltkernefyld

Lakto + Ovo Vegetarisk

Så fik jeg endelig taget mig sammen til at skrive en opskrift ind... Fuldkornspandekagerne kan jeg faktisk ikke selv tage æren for, så det har jeg heller ikke tænkt mig :-)

For at pandekagerne kan være dejlig lune og nybagte, er det bedst at starte med at lave salaten færdig.

Jeg lavede RIGELIGT med salat. Faktisk var det min aftensmad dagen før. Og min madpakke i dag. Og nu kunne jeg så bruge det sidste til pandekager med fyld. Det fede ved en salat som den her, frem for en lavet af pseudo-grøntsags-agtige-i-retning-af-iceberg, er, at den her ikke bliver kedelig! Spidskålen smager fantastisk, hvis man har tålmodighed til at snitte den fint. Til gengæld bliver den ikke slatten og vandet blot ved et skulende blik.

Jeg tror jeg brugte:
- ½ dl kogte speltkerner (eller ris, hvis du ikke kan få fat på speltkerner ... men prøv!)
- ½ dl grønne linser.
- 5 blade spidskål, fintsnittede
- 2 revne gulerødder
- 5-6 cm revet agurk
- og RIGTIG MANGE TOMATER!!!

- Og dressing hvis man er til den slags. Ellers kommer man rigtig langt med en sjat citronsaft.

Kog speltkerner og linser i hver sin gryde. Så kan du få den perfekte konsistens, uden noget er alt for kogt og andet er alt for ukogt. - og husk nu salt!
Det vil ikke give mening at skrive kogetid, da især linser har det med aldrig rigtigt at have læst i opskriften, hvor lang tid de skal koge.



Fuldkornspandekager:

Opskriften kommer fra hjerteforeningens hjemmeside, som har en masse dejlige grønne opskrifter.
- bortset fra at jeg puttede lidt mere mælk i, så dejen blev nemmere at arbejde med. Jeg tror jeg endte på 3 dl. Evt. 3,5.


Ingredienser:
1 æg
3 - 3,5 dl mælk
50 g grahamsmel eller fuldkornshvedemel
150 g hvedemel
0,5 tsk. salt
1 spsk. oliemargarine.


Jeg synes helt sikkert, at det nemmeste er, at smide det hele i et højt blenderglas og blende, mens man synger omkvædet til "kald det kærlighed" (tænd for panden lige inden du når til "liiii' hvad du vil"). Når først panden er varm, tager det kortere tid, end det tager Sidney Lee at tabe en boksekamp!


Udover speltkernesalaten brugte jeg nogle linsefrikadeller, jeg lige varmede engang. Ideen med linsefrikadeller i var helt fantastisk. Desværre kan jeg ikke huske, hvordan jeg lavede dem. Men der flyver også så mange linsefrikadeller rundt i cyperspace, så du kan jo bare tage en af dem.



Velbekomme!!!


Bedømmelse: 10 / 10 på 2 stemmer.

Skrevet af Klidmonsteret

Ingredienser:

 
Se flere opskrifter på Bønner, linser og andre bælgfrugter


Kommentarer

Tamaswini
14 år siden

Du skriver på en hyggelig måde - flere opskrifter plz ;O)
Lillepigen
14 år siden

LOL, godt fortalt. Hvor er det bare øv hvis man har gluten allergi, det skulle jeg ikke have - men vil godt holde mig lidt fra det alligevel. Men har ikke sat mig ind i, hvad jeg vil kunne bruge i stedet for melet / der er vist også gluten i spelt - nogen der ved det må de gerne skrive :)
Klidmonsteret
14 år siden

Hej Lillepigen...

Det ved jeg ærlig talt ikke en fløjtende fis om...
- Bortset fra, at man i helser kan købe glutenfri mel. Det er ret dyrt, men det er jo også begrænset, hvor meget man bruger...
Og speltkernerne kan man vel skifte ud med ris (eller er der gluten i det?)
Sally
14 år siden

Opskriften ser rigtig god ud! Men din skrivestil er simpelthen genial - det må jeg gi' dig, for opskriften kan jeg ikke udtale mig om endnu! :D